Snedsted sogne- & præstegård – og dens hovedidé

Bygningsanlægget består af to selvstændige bygninger, som henholdsvis udgør en sognegård og en præstegård, med et nutidigt og moderne bygningsudtryk. Præstegården, mod Syd, består af en primær længe, og to sidefløje, omkring en gårdhave. Boligen er zoneopdelt i tre hovedfunktioner, bestående af fællesrum, private rum og en præstefløj. Bygningen er udført med et ensidigt tag, lavt og imødekommende mod ankomstsiden, og himmelstræbende mod Syd, hvor huset åbner sig mod lyset, haven, markerne, horisonten og himlen. Sognegården, mod Nord, består af en hall, to sale, der kan slås sammen til én, køkken, kontor, toiletter og et teknikrum. Salene er udført på en måde, bl.a. med indbyggede opbevaringsskabe og en bevægelig væg - så de kan udgøre ét stort og multifunktionelt rum, eller være to mindre sale. Bygningen er ligeledes udført med et ensidigt tag, som kontra rejser sig mod Nord, og åbner sig mod omgivelserne, byen og kirken – og giver en markant facade, mod ankomstsiden. De to bygninger er sammenstillet tæt, forskudt i forhold til hinanden, og udgør en dynamisk, nutidig præstegårdshelhed.

Den formgivningsmæssige hovedidé ér – at de to bygninger, som udgør præstegården, stræber mod himlen og kirken, mod Nord og Syd, via to ensidige tagflader, der rejser sig stræbende – som var de udstrakte arme; vinger eller symbol på præstens velsignelse, i kirken. Ligeledes rummer de en abstrakt reference, til kirkens krucifix; med jesusfiguren naglet til korset – og her er det igen, de udstrakte arme, der har inspireret mig - som trods lidelse og opofrelse; åbner sig mod os mennesker – og favner os alle. Det er et smukt billede på kirken og dens essentielle indhold, og dette billede, har jeg - i symbolsk forstand, forsøgt at omsætte til de to sammenstillede bygninger; via sogne- og præstegårdens tag – udtrykt i vest- og østgavlene. Hvis man anskuer vestfacaden, mod byen, lidt abstrakt – kan man således vælge at se den, som et bygningsmæssigt symbol, på den kristne forkyndelse, samlet i billedet af de åbne og imødekommende arme. (De to tage, som tilsammen danner en v-form). Og er man ikke til det symbolfyldte og abstrakte; er det en markant bygning – som alle mennesker i Thy nu kender, som Snedsted præstegård. Det er en nyfortolkning af præstegård, og jeg har ønsket, at den skulle signalere åbenhed og imødekommenhed, samtidig med at være en markant bygning – i kraft af, at den sammen med kirken, er et vigtigt holdepunkt, for mange mennesker, i lokalsamfundet.

Den smukke og markante kirke, er historisk placeret højest i landskabet, og dens omgivende terræn, ligger cirka 3-4 meter højere, end præstegårdens. Præstegården underlægger sig, visuelt og højdemæssigt, kirken; men "taler" med kirken, bl.a. i kraft af sine høje og hvide facader, i kraft af sine zinkklædte tagflader, der illuderer kirkens blytag - og i kraft af de stedvise felter med gyldne, mørke specialsten, der refererer til kirkens tilhuggede kvaderstensfacader. For at skabe visuel sammenhæng med kirken, er præstegårdens tage udført af zink, med stående false, som harmonerer med kirkens blytage – og præstegårdens murede facader, fremstår hvide, filtsede, overfor kirkens hvidkalkede facader, henholdsvis granit kvadersten. På den måde, er der skabt en visuel og sammenhængende ro, omkring de bygninger der udgør kirke, sogne- og præstegård - en sammenhængende helhed, i kraft af, at gentage nogle elementer, direkte eller indirekte, fra kirken. Derudover har jeg forsøgt at skabe sammenhæng, via modsætning; for præstegården er samtidig en kontrast, til kirken. Præstegårdens nutidige og moderne udtryk, forstærker kirkens historiske og ophøjede udtryk; og omvendt – på samme måde, som vi må kende mørke, for at påskønne og se lyset, på samme måde som kunstneren gør brug af lys og skygge, for at skabe dybde osv.

Jeg kunne også skildre kontrasten og sammenhængen, på denne måde: Kirken er potent himmelstræbende, som den stolt, maskulint og smukt rejser sig, i landskabet, og peger mod himlen og det ophøjede – i abstrakt forstand, nærmest som et maskulint ^-symbol; mens sogne- og præstegården kontra danner et v-symbol, som udtryk for det feminine og jordnære. Til sammen udgør de en helhed; et

v- og et ^ symbol – som udtryk for henholdsvis det jordiske og det himmelske / eller det maskuline og feminine; som den jordnære forudsætning, for al befrugtning og nyt liv. Og hvorfor så gøre sognegården mere jordnær og langt mindre højtidelig? – jo; for sognegården er jo et uhøjtideligt, folkeligt og kirkeligt samlingssted – på en helt anden måde; end kirkerummet. Sognegården skal være et multifunktionelt rum; til samvær, fællesskab, folkelighed, konfirmandundervisning, sang, musik, fordybelse, fest m.v. Et helt andet rum, end kirkerummet; men alligevel tæt forbundet; til kirken.

Én af bygningernes mange håndværkere, har udtrykt - at formen, udtrykket og detaljeringen; gav ham associationer til et skib – og til enhver kirke, hører jo også et skib.

Præsteparret udtrykker fortsat stor glæde, overfor deres nye bolig, ligesom jeg kun har hørt positive tilkendegivelser, til sognegårdens rum – men meningerne om sogne- og præstegårdens udseende, er delte. Nogle synes, at bygningerne er grimme, mens andre synes de er flotte og særlige. Dermed kan bygningerne skabe debat, refleksion og bevægelse – og det er kun godt. Jeg har villet bygge en moderne og nutidig præstegård, for at være ærlig, overfor vores samtid. Vi skal, efter min mening, værne og bevare, vores smukke, gamle kulturarvsbygninger - men ikke bygge nutidige, dårlige plagiater af fortiden. I stedet skal vi, i dag såvel i morgen; bygge huse, som tilhører og udtrykker, vores egen tid.

De arkitektfaglige vilkår ér, at få stillet en opgave, som dels består af bygherrens abstrakte og konkrete ønsker, drømme, behov, krav og given økonomi. Dels skal arkitekten forholde sig til stedets og grundens bindinger – og dels pålagt en given politisk, juridisk byggelovgivning, samt anden lovgivning, såsom lokalplan, landzoneregler, forskellige fredningstyper, brandkrav m.v. Hertil følger en omfattende og nødvendig indsigt i bl.a. teknologi, teknisk lovmæssighed og erfaring, byggematerialers muligheder og begrænsninger, menneskelig velbefindende, i relation til rum, form, funktion, lys osv., samt en lang række øvrige aspekter. Når arkitekten så starter sin skitsering og formgivning af opgaven, er hans hoved og sjæl "befolket" eller snarere "overbefolket", af ovennævnte abstrakte og konkrete elementer – i et kaoslignende ingenmandsland, hvor de mange elementer ofte er modsatrettede. Ud af dette kaotiske sammensurium, af abstrakt og konkret, skal arkitekten processionelt og iboende sin løsning, skabe en æstetisk helhed, som forløser og indoptager, alle disse mange, komplekse aspekter, uden at gå på kompromis. Når det lykkes - har arkitekten skabt dét, som jeg forstår ved arkitektur.

Det har været mig en stor glæde, at samarbejde - omkring realiseringen af denne spændende opgave, med alle de mange involverede parter, fra december 2008, hvor det hele begyndte, til afslutningen og indvielsen, i december 2010 –

og derfor ser præstegården sådan ud.

John Kjærgaard Jeppesen

Arkitekt m.a.a./ Danske Ark.

www.aas-ark.dk