Udgivet ons d. 6. apr 2016, kl. 14:55

Uberørt af byens travlhed

Jeg har fået embede som præst i Snedsted, så vi er lige flyttet til Thy. Fra præstegårdens køkkenvinduer strækker markerne mod syd sig så langt øjet rækker, fra stuevinduet lyser Snedsted Kirke op i morgengryet. Her er endnu hvidt af sne, og i morgenens første lys er jeg mest af alt hensat til et eventyrland. Det er ufatteligt smukt. Jeg har altid holdt af den helt tidlige morgen. Tiden er gratis, her hvor dagen ikke er begyndt endnu. Tankerne florerer frit, mens nattens drømme stadig sidder i krop og sjæl, og dagen endnu ikke har gjort sine opgaver gældende. Intet vasketøj, der absolut skal ordnes nu. Ingen steder, man skal være. ”Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav”, skriver Lars Busk Sørensen i salmen ”Uberørt af byens travlhed”. Og fra dette roens perspektiv får jeg som regel nye ideer, ny glæde, nye forventninger. Andre mennesker har de stunder i de sene aftentimer, når ungerne er lagt i seng, og mailboksen tier. Jeg har dem altså om morgenen.
Indtil for nyligt boede vi på Fyn, og jeg læste teologi i København. De seneste år har jeg derfor tilbragt de helt tidlige timer i toget mellem Odense og Nørreport, og dermed de fleste morgener i Københavns gader. Selvom det er et noget andet morgenvue, der møder én der end fra mit nuværende hjem, så er morgen-magien jo ikke så anderledes. Der er stadig pausen, hvor en anden del af livet udfolder sig: Dagen forberedes, pakker leveres til butikker og kontorer, Illum-damen har endnu ikke fået ansigtet lagt i de rette folder, gaderne spules rene. Jeg drikker baresso-kaffe på trappestenen. Om en time myldrer det med mennesker i Købmagergade, og der er ikke én sjæl der ser den anden, men lige nu hilser vi hinanden godmorgen. ”Hus forbi”-sælgeren får en sludder med en forbipasserende. Der er næsten evangelisk fred i hovedstaden. En ung fyr er på vej hjem i seng efter en festlig nat i byen, og jeg mindes om, at grænsen mellem nat og dag flyder: Set fra min trappesten, er han endnu ikke færdig med ”igår” – for ham er jeg igang med ”imorgen”. Der er lidt evighed over det.

Det er i pausen, det sker
Foråret er snart på vej til Thy. En del af vinterens tekstlæsninger i kirken har handlet om den vækst, der kommer fra Vorherre. Og om pausen. Om at vi kan vente tålmodigt i tillid til, at Gud vil sætte sit liv igennem. I naturen og i sjælen. Markusevangeliets tekst om sennepsfrøet, der vokser op og giver liv, handler om, at væksten som udgangspunkt ikke beror på os, men på Ham, som gør hver dag ny (kap. 4,30-32). Den handler om, at forudsætningen for vækst ikke kun er handlekraft, men også tålmodighed. Pauser. Livet skal have plads til at folde sig ud. Planten skal vandes for at gro, ja, men hvis vi overvander, tager vi livet af den. Det gælder også for vores sjæleliv: Vi kan faktisk vækste så meget, at vi kvæles, og så er vi ikke til megen gavn, hverken for os selv eller andre. Men når vi ser, at livet kommer til os fra Guds evige kilde, så er vi frie til at give det videre til hinanden. Derfor denne lille hyldest til pausen. Som ro og åbenhed for livet, men også som kreativ og livgivende. Det er ikke for ingenting, at vi har et ord som re-kreation. Det har at gøre med pusterummet som givende, skabende.
Jeg havde en læsekammerat i græsk, de fleste teologistuderendes skrækfag og mareridt. Han var dygtig, flittig og granskende. Og presset af pensum som resten af os. På den første dag efter julen kom han hen til mig og sagde: ”Ved du hvad, jeg har aldrig lært så meget græsk, som jeg har her i juleferien”. Jeg svarede overrasket: ”Nej men, du har da vel ikke siddet og læst græsk hele julen?!” ”Nej”, svarede han, ”det har jeg netop ikke. Og dét virkede.” Vise ord; det var i pausen, tingene faldt på plads. Der sker noget, når presset letter, og selv Gud hvilede på den syvende dag.

Evangeliet er et pusterum
Nu er pusterum andet og mere, end at hver enkelt af os har brug for at trække sig tilbage. Det handler det også om, selv Jesus gik som bekendt for sig selv til en stille stund. Han gjorde det for at hente kraft til at gå ud igen blandt mennesker. Og forkynde evangeliet blandt mennesker. Vi kan se evangeliet selv som et pusterum, der blæser friske vinde dér, hvor vi trænges af rutiner, krav og fastlåste tankemønstre. I splitsekundet (så at sige) før dagligdagen tager over, og vi går ud for ”at leve dét, de kalder livet”, som Herman Bang engang skrev. Det er evighedens morgenstund. Evangeliet tager dét pres af os, som siger, at vi er eneansvarlige for vort liv – og sætter istedet et bud om at tage vare på hinanden.
”Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav, her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav”. Og dét er måske pusterummet i sin essens: At i kirken er vi velkomne og værdifulde, uanset hvor produktive vi er. Uanset om vi ellers går rundt og lever op til hinandens og vore egne krav – eller om vi falder grumt igennem. Der er et hvil fra dagens indre og ydre larm: Den, hvor vi i kirken hører, at Gud gør hver dag, hver stund, ny. Hvor vi får mulighed for at se hinanden og os selv i evangeliets lys og lade dette lys inspirere ”resten af dagen”.

Iben Bager Sjødahl

Kategorier Nyheder fra Snedsted kirke